Yes to the mess

Oscar Peterson var en forrygende og exceptionelt teknisk dygtig jazzpianist.

Han er kendt for lynhurtige licks, komplekse harmonier og et fantastisk swing. Alligevel er han ikke særlig agtet blandt ligesindede jazzmusikerne. Og hvorfor nu ikke det? Jo, det viser sig at Peterson spillede alt for perfekt.

Han holdt sig i udpræget grad inden for kendt territorium, idet han næsten ikke varierede sin performance fra nummer til nummer. Han havde ikke villigheden – modet eller attituden – til at vove sig ud i kompleksiteten og dermed improvisationens kunst. Man kan sige at han var eksponent for en forudsigelig ”lineær performance”.

I skærende kontrast til dette finder vi tenorsaxofonisten Sonny Rollins. Han er kendt for at omfavne det komplekse og uforudsigelige, konstant at springe ud på dybt vand, for at afprøve nye stilelementer og overskride sine egne kendte begrænsninger. Med andre ord anses han for at være en af de største improvisatorer gennem tiden.

I slut 50’erne blev han sågar så træt af at høre på sig selv gentage det, han allerede havde spillet, at han rev tre år ud af kalenderen for at genopfinde sig selv. Det gjorde han på Williamsburg Bridge i New York – bare ham og sin saxofon, og et øre, der var tunet ind på at skyde sine egne rutiner i stumper og stykker.

Rollins’s risikovillighed og omfavnelse af det kaotiske og nyskabende har selvfølgelig en bagside. Nogle gange spiller manden som nat og dag – fra det geniale og henførende til det mislykkede og tåkrummende. Men med Rollins er det altid noget nyt – hver eneste aften.

Man kan derfor sige at dygtige jazzmusikere har udviklet en ”yes to the mess-attitude” (Barrett, 2014). De går ud fra, at de kan få det bedste ud af enhver given situation. At lige meget hvad der sker, så skal det nok lykkes – uagtet om det hele synes kaotisk, ukontrollerbart og uoverskueligt. Selv når der ingen garanti er for, at de kan stå på sikker grund undervejs, udviser disse musikere en stærk fornemmelse for, at ”kaos kun er en mellemstation på vejen til et fordelagtigt bestemmelsessted” (Barrett, 2014).

Som leder er en ”yes to the mess-attitude” derfor altafgørende, når man skal lede i kompleksitet – og navigere i innovation. At gå til kompleksitet og innovation med en attitude hvor udsving og forandringer betragtes som forstyrrelser, man så vidt muligt skal have styr på og undgå, er ikke blot personligt belastende, men også dybt ineffektivt.