Fucking fantastiske fejl

Jeg har altid beundret de (få) mennesker, der oprigtigt evner at italesætte egne fejltagelser. Intet fejes ind under gulvtæppet. Intet selvbedrag. Hvilket mod. Ja, man fristes til at sige at disse mennesker ligefrem værdsætter fejl som en vigtig kilde til læring. En indsigt, der ofte får mig til at stille følgende simple, men meget afslørende spørgsmål, når jeg er ude i organisationer og tale om forandring, innovation og udvikling: “Hvordan håndterer I fejl?”.

Ofte viser det sig at fejl er placeret uden for de fleste organisationers komfortzone. Der bliver slået hårdt ned på fejl, drevet klapjagt på årsager, og frygten for at fejle – og ikke mindst erkende og tale om fejltagelser – kan være massiv. Nogle gang kan organisationers håndtering af fejl nærmest føles som om man har at gøre med en alvorlig forbrydelse. Og den absolut mest effektive stopklods for at etablere en lærerig fejlkultur er hierarki. Når overordnede virker intimiderende og fjerne, vil de ansattes strategi som regel være at forsøge at undgå at tabe ansigt ved at skjule eller ignorere deres fejl.

Organisationer skelner typisk heller ikke mellem forskellige typer fejl. En fejl er jo en fejl…eller? Men der er stor forskel på fejl opstået som en følge af skødesløshed eller ligegyldighed og velovervejet eksperimenteren. Sidstnævnte kunne man kalde for “ædle fejl” – eller “de konstruktive fejltagelsers kultur” – fordi de er et udtryk for stor samvittighedsfuldhed, engagement, vedholdenhed og mod til at betræde ukendt terræn (Barrett 2014).

I meget eksperimenterende og innovative organisationskulturer opfattes fejltagelser i høj grad som en uundgåelig del af det at tage chancer og eksperimentere. Her er det lykkedes lederen at skabe en kultur, der ikke bebrejder folk, når de indrømmer fejltagelser, og i stedet værdsætte fejl som en vigtig kilde til læring. Hvordan ledere formår at leve med fejl og bruge dem som kreative udgangspunkter for læring og ny handling – i stedet for som personlige fadæser – er med andre ord altafgørende for at etablere en udviklende fejlkultur.

Jazzmusikere har et særligt forhold til fejl, som vi i vores fejlforskrækkede organisationer måske kan lære noget af. Inden for jazzen taler man om en ufuldkommenhedens æstetik (Barrett 2014). En mental indstilling, der værdsætter det bekræftende potentiale i ethvert musikalsk udsagn, korrekt eller ukorrekt. Fejl anerkendes med andre ord som om de blot er forslag til hvilke nye retninger musikken nu kan bevæge sig i. Måske gentages fejlen, måske forstørres den op og man udvikler videre på den, indtil den er blevet et nyt selvstændigt mønster med sin egen identitet.

Et eksempel på dette var da Miles Davis hørte pianisten Herbie Hancock spille en forkert akkord og spontant reagerede ved at spille sin egen solo rundt om de “forkerte” toner, så de bagefter kom til at fremstå velovervejede og fornuftige, OG gjorde at de havnede et helt nyt sted. En unik musikalsk passage var med andre ord skabt.

I den forstand er fejl interessante, fordi de ikke kan opstå med vilje. De er aldrig resultatet af en bevidst handling eller en kalkuleret strategi, for ellers ville de ikke være rigtige fejl. Fejl ødelægger derfor forventninger, nedbryder rutiner og tanketom adfærd. Af disse grunde har fejl et uovertruffent potentiale til at fungere som effektive afsæt for kreativitet og innovation.

Prøv at tage udgangspunkt i nogle af nedenstående spørgsmål (inspireret af Barrett) til jeres næste møde og se, hvor det bringer jer hen i forhold til at skabe en ufuldkommenhedens æstetik og arbejdskultur:

• Hvad sker der, hvis I opbygger en komfortzone, der acceptere ufuldkommenhed og giver plads for eksperimenteren, en høj tolerance over for fejltagelser og en rastløs utilfredshed med status quo?
• Hvordan opbygger I en organisationskultur, der sætter folk i stand til at lære af fejltagelser?
• Hvad vil det sige at leve i en teamkultur, hvor det er OK at lægge sine fejl frem og diskutere fejltagelser i fuld åbenhed?
• Hvornår har “at gøre det rigtigt for enhver pris” stillet sig i vejen for at lære af fejl?
• Hvornår har jeg lært af en fejl og alligevel undladt at fortælle andre om det?
• Hvad kan I gøre for at mindske statusforskelle, så det bliver risikofrit for andre at indrømme og lære af deres fejltagelser?

Husk på følgende: lad være med at bruge al jeres tid på at rette hinandens fejltagelser hele tiden. Anerkend dem i stedet og benyt dem som unikke afsæt for innovation.