Skip to content
aaeaaqaaaaaaaai1aaaajge2y2yyntvilwvkndgtngfkos04ownklte5zwfjmdjjzgvkoq

Have you been MUSTurbating lately?

Henrik Nordmand Rasmussen

Chefkonsulent og Økonomiansvarlig partner HD[R]

Vi gør det allesammen. Og de fleste af os starter tidligt i livet. Ofte uden at tænke nærmere over det.

Ja, jeg ved godt at det umiddelbart lyder en smule lummert, men det er det på ingen måde. For det jeg taler om er den amerikanske psykolog Albert Ellis’ (1913-2007) begreb ”musturbation”. Et begreb, der har sit udspring i Ellis’ eget liv.

Frygten for kvinder

Ellis havde haft en hård start på livet. På grund af nyreproblemer tilbragte han lange og ensomme perioder af sin barndom på hospitalet. Her fandt han trøst ved at fordybe sig i stoikernes filosofi, bl.a. vigtigheden i at møde livets omskifteligheder med både ro og værdighed.

Som 18-årig – tilbage i 1932 – havde Ellis udviklet en invaliderende frygt for at tale med det modsatte køn. Og nu kom hans viden om den stoiske tilgang til livet ham endnu engang til undsætning. Fast besluttet på at se sin frygt direkte i øjnene udførte han derfor følgende praktiske stoiske eksperiment:

Hver dag i en måned, gik han den sommer ind i Bronx’ Botaniske Have, fandt sig en bænk og satte sig. Derefter ventede han. Hvis en kvinde satte sig på samme bænk som ham, indledte han en (harmløs) konversation. Det var alt.

Resultatet var følgende: Ellis endte med at dele sin bænk med i alt 130 kvinder. De 30 af dem rejste sig op og forlod bænken (og Ellis) med det samme – ofte uden at sige et ord eller med et forurettet fnys. De resterende hundrede talte han med for første gang i sit liv. Kun i et tilfælde udviklede samtalen sig så langt, at en egentlig plan om at mødes igen blev indgået. Ellis så hende dog aldrig igen, da hun udeblev fra den aftalte date.

Alligevel var hele eksperimentet en storslået succes for Ellis. Men hvorfor nu det? Vi lader den lige hænge i luften et kort øjeblik.

The Art of MUSTurbation

Vi er nu fremme ved Ellis’ centrale begreb ”musturbation”. Ellis ønskede af hele sit hjerte at være mindre genert, så han kunne tale med kvinder. Men der var mere på spil end blot det. Han fandt ud af, at han var styret af en grundlæggende overbevisning om, at han absolut måtte have kvindernes accept af ham som menneske. Og opnåede han ikke denne, ville hans verden styrte i grus.

Ellis indfanger senere i sit virke som psykolog den grundlæggende (menneskelige) problemstilling på følgende måde: ”There are three musts that hold us back: I must do well. You must treat me well. And the world must be easy…because we think these things must occur, it follows that it would be an absolute catastrophe if they did not” (Ellis i Oliver Burkemans “The Antidote”).

Succesen i Ellis’ selvudførte eksperiment, der på bænken i Bronx’ Botaniske Have, bestod derfor i at han erfarede, at det – for ham – værst tænkelige scenarie; afvisningen og den medfølgende skam – slet ikke var så katastrofalt i virkeligheden, som han havde frygtet. Hele hans verden styrtede ikke i grus, han blev ikke fængslet af politiet, ingen af kvinderne brækkede sig ud over ham eller sparkede ham i de ædlere dele.

At hjælpe mennesker til at erkende forskellen på et frygteligt – og blot et uønsket – udfald blev således ledetråden i hele Ellis’ karriere. Hans foretrukne tilgang blev den bevidste konfrontation med det værst tænkelige scenarie. For ved at udfordre og afdramatisere ”det værste” – vores ofte overdrevne, og rædselsvækkende, forestillinger om hvad der kan og vil gå galt – var det hans pointe, at vi ved selvsyn havde muligheden for at konstatere; ”Nå, var det bare det!”.

Og måske – bare måske – kan den indsigt og erfaring være med til at gøre vores verden en lille smule større – og i mindre grad til slaver af vores egne begrænsende forestillinger. Sådan ville Ellis sandsynligvis se på det.

Men hvad kan du bruge det til i en organisatorisk sammenhæng tænker du måske?

Om angsten for kontroltab, organisatorisk kompleksitet og Metro-øvelsen

Ja, jeg tænker først og fremmest på hvordan vi håndterer den kompleksitet – og dermed den grundlæggende uforudsigelighed – som vi hver dag støder på i det organisatoriske liv. Hvor uimodsagte ”MUSTurbations” som: “I must be able to predict all outcomes at all times, or else I am incompetent” eller; “Things must be controllable and not messy and uncertain, or life is awful” eller; ”We must strive for stability, or else we are inefficient” – i alarmerende grad får lov til at spænde ben for en langt mere hensigtsmæssig tilgang til det komplekse.

Det er min erfaring at det værst tænkelige scenarie, der skvulper under overfladen, i forhold til ovenstående musturbations, er angsten for kontroltab og den medfølgende følelse af uvished.

Vi ved hvad der sker, når vi ikke har modet – eller evnerne – til at konfrontere det værst tænkelige scenarie i relation til den organisatoriske kompleksitet: Når uforudsigeligheden øger sit greb bliver vi kun mere stålsatte i troen på, at vi kan forudsige fremtiden og flytte organisationer i bestemte retninger med præcise strategier, visioner og scenarier. Oftest fejler vi, men på en eller anden måde er det blevet OK. Forventeligt. Ja, måske endda trygt. Så længe vi ikke behøver at stirre uvisheden direkte i øjnene.

Vi er med andre ord blevet mestre i selvbedrag i vores omgang med den organisatoriske kompleksitet. Det presserende spørgsmålet bliver derfor hvordan vi nogensinde kan lære at blive mere trygge ved det uforudsigelige og uvisse – for herved at kunne navigere mere hensigtsmæssigt i den organisatoriske kompleksitet – hvis ikke vi tør udfordre selvbedraget?

Og det er her jeg mener, at Ellis kan få funktion af en slags ”inspirerende katalysator”. I forhold til at udfordre. Løsne op. Og forsøge at komme videre. For hvad hvis man ude i organisationerne – i Ellis’ ånd – igangsatte små systematiske stoiske eksperimenter med det formål at konfrontere vores ”kompleksitets-musturbationer” – vores angst for kontroltab?

Hvad vil nedenstående eksperimenter eksempelvis gøre ved vores evne til at afdramatisere angsten for ikke at kunne ”regne den ud på forhånd”?:

  • Forsøg gradvis at slippe (bare noget af) kontrollen – drop fx PowerPoint præsentationen til jeres næste møde og arbejd med en minimal agenda for at invitere spontanitet og improvisation indenfor
  • Arbejd med retninger og overordnede rammer i stedet for prædesignede og specifikke mål
  • Dyrk uenigheder og konstruktive konflikter – åbn op for forskellige perspektiver på situationen og gå på jagt efter alternative vinkler, som modsiger flertallet eller dig selv
  • Arbejd med prøvehandlinger og eksperimenter – handling før viden frem for viden før handling
  • Gå fra at fortælle historier med tydelige og forudsigelige slutninger til åbne og uafsluttede historier om igangværende opdagelser og forandringer, hvor I endnu ikke har svaret

Til dem, der har modstand mod at begynde sin eksperimenteren i den organisatoriske kontekst, vil jeg foreslå følgende klassiske Ellis eksperiment: næste gang du er ude at køre med Metroen – tag fx turen fra Vanløse til Lufthavnen – så annoncér de forskellige stationers navne ved at råbe dem højt ud i metroen, lige før du ankommer til hver station. Altså virkelig højt, så du er sikker på at alle dine medpassagerer kan høre dig. Hvis du synes at denne øvelse lyder paralyserende pinlig, så ville Ellis have svaret, at det er præcis derfor du skal gøre det.

(Tak til Oliver Burkeman for inspirationen til at ”genopdage” Albert Ellis. Til de interesserede kan man læse mere i hans glimrende bog ”The Antidote”).

Skriv en kommentar





Scroll To Top