Skip to content
Logo for ledelsesuge 2026

Ældreloven i praksis: Hvad sker der med lederrollen? – Webinar på Ledelsesugen d.30.okt.26

henning

Når ældrelovens intentioner skal blive til hverdag i hjemmeplejen, ændrer lederrollen sig. På dette webinar i Ledelsesugen 2026 deler ledere fra Vejle Kommune og konsulenter fra Cubion erfaringer fra arbejdet med faste tværfaglige teams i Vejle Kommune – og sætter fokus på, hvordan ledelse kan skabe retning, læring og kvalitet tæt på borgeren.

Cubion har gennem flere år arbejdet med ældreområdet i kommuner, hvor helhedspleje, faste teams og frisættelse ændrer både opgaveløsning og samarbejde. Erfaringerne peger på, at når faglige vurderinger og beslutninger flyttes tættere på borgeren, bliver lederens opgave mindre styrende og mere rammesættende.

Det kræver ledere, der kan styrke medarbejdernes faglige dømmekraft, understøtte samarbejde på tværs og holde fast i fælles retning, kvalitet og ansvarlighed – også når hverdagen er præget af krydspres, dokumentationskrav og økonomiske rammer.

På webinaret taler vi om, hvad arbejdet med faste tværfaglige teams viser i praksis: Hvilke muligheder opstår for bedre sammenhæng og kontinuitet omkring borgeren? Hvilke krav stiller det til lederne? Og hvilke ledelsesgreb kan understøtte tillid, læring og faglig udvikling i den daglige drift?

Webinaret tager afsæt i Vejle Kommunes erfaringer og evaluering af indsatsen. Sammen med Vejle Kommune og samarbejdspartnere undersøger vi, hvordan den ændrede lederrolle kan forstås og gribes an, når ældreloven skal omsættes til praksis.

Webinar i Ledelsesugen 2026
Dato: 30. oktober 2026
Tid: kl. 14.00–15.00
Tema: Den ændrede lederrolle i arbejdet med ældreloven og faste tværfaglige teams i hjemmeplejen

Fra Vejle Kommune deltager blandt andre Ina Charlotte Frisdahl, projektleder og senior udviklingskonsulent, samt distriktsledere fra hjemmeplejen. Fra Cubion deltager Troels Møller og Hanne Møller sammen med Thomas Michaelsen fra Bølgebryder.

Tilmelding til webinar:

https://events.teams.microsoft.com/event/882b77e9-13d8-43bb-85db-4aa76f9b8aac@1d4a82f9-51d6-4c0a-bd36-34c0129faf8c?source=copyLinkLegacyShareLinkDialog

Scroll To Top