
Mange iværksættervirksomheder har det til fælles, at de oprindelige stiftere også fortsætter som ledere af virksomheden efterhånden, som den vokser sig større og større. I ganske mange virksomheder betyder dette, at lederne koncentrerer sig om at være effektive driftsledere – ofte med pæn succes. Men hvordan forholder de samme ledere sig, når virksomheden bliver så stor, at de ikke mere kan overskue helheden, og det ikke rækker blot at være en dygtig driftsleder?
IT-virksomheden WWI valgte at involvere CUBION og fik en chefkonsulent knyttet til ledergruppen. Læs her, hvad det førte med sig:
Fra drift til strategi. Det er en vigtig pointe i CUBIONs arbejde for WWI
WWI (oprindeligt WorldWeb Interactive) er en IT-virksomhed med fødderne solidt plantet i den jyske muld med afdelinger i både Kolding og Randers. Som så mange andre iværksætter- virksomheder startet under beskedne forhold, men på 15 år vokset til en lidt større virksomhed med ca. 20 medarbejdere. Og med en bred forretningsportefølje omfattende hosting og outsourcing, internet- og sikkerhedsløsninger, rådgivning, programudvikling, kommunikationsløsninger samt salg af både hardware og software.
- Som mange andre iværksættere har vi tre, der udgør ejer- og ledergruppen, været dybt begravede i den daglige driftsledelse og haft det primære fokus her. Det er gået godt i mange år med en konstant vækst og en rigtig god indtjening, men hvis vi var fortsat i det spor, er jeg sikker på, at vi ville have knækket armen på os selv, fordi vi er blevet for store til den form for ledelse. Derfor har samarbejdet med CUBION været meget frugtbart og flyttet ledergruppen et helt andet sted hen, siger adm. dir. Allan Christiansen.
Siden 2007 har WWI og CUBION dannet par i et udviklingsforløb i organisation og ledelse, hvor chefkonsulent Ib Tranberg i samarbejde med de tre ledere har skærpet gruppens bevidsthed om netop dette at fungere som strategiske ledere frem for driftsledere. Og det har haft stor effekt.
- For det første har vi fået sat ord på vores værdier og formuleret en strategi, der fastlægger en kurs for udviklingen de næste tre-fire år. Som noget meget værdifuldt har vi som led i denne proces også dannet os et overblik over, hvilke opgaver vi ønsker at løse, og hvilke vi ikke vil arbejde med. Tidligere havde vi en tendens til at sige ja til alle henvendelser fra kunderne, men det gør vi ikke mere. Nu har vi fokus på det, vi er rigtig gode til, og det styrer vi efter.
- For det andet har samarbejdet med Ib Tranberg også ført til konkrete ændringer i vores organisation og i måden, vi løser opgaverne på. Ib har med sine fantastiske evner som coach formået at få os i ledergruppen til at reflektere over, hvordan visse ting med fordel kunne håndteres anderledes. Her har det klart været en fordel med en person ude fra, som kunne se på tingene med andre øjne, og efterfølgende har vi fulgt op på dette med gode resultater, fortæller Allan Christiansen.
Hans opfattelse er i øvrigt, at gevinsten ved samarbejdet med CUBION ikke skal afgrænses til hverken de strategiske fordele eller optimeringen af driftsorganisationen. Sparringen med Ib Tranberg har løsnet op for at drøfte problemstillinger i ledergruppen, som de tre ejere ikke snakkede om før, og på den måde har det haft en positiv betydning for deres interne samspil i dagligdagen. Derfor fortsætter Ib Tranberg også med at være tilknyttet WWI som fast ekstern konsulent for at bidrage til, at virksomheden når sine strategiske mål for de kommende år:
- En af vores næste store udfordringer er på salgssiden, fordi vi gerne vil være mere proaktive. Og med en målsætning om at fordoble omsætningen på tre år har vi behov for også her at kigge på tingene på en anden måde og tage nye initiativer, siger Allan Christiansen.